Hvad er LAG

LAG betyder ’Lokal aktionsgruppe’

Landdistriktsprogrammet er det EU-program, der ligger til grund for arbejdet i de lokale aktionsgrupper. Med Landdistriktsprogrammet ønsker EU at skabe nye arbejdspladser og attraktive levevilkår i landdistrikterne.

De lokale aktionsgrupper er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter. Der er 27 lokale aktionsgrupper (LAG) under det danske Landdistriktsprogram.

De lokale aktionsgrupper tegnes af bestyrelsen, der består af 2/3 folkevalgte borgere og 1/3 politisk udpegede repræsentanter fra kommuner og regioner. Til deres arbejde får de stillet midler til rådighed fra den danske stat og EU.

Med pengene følger muligheden for, at borgere, virksomheder og foreninger kan engagere sig og få indflydelse på den lokale udvikling. De lokale aktionsgrupper bestemmer, hvad pengene skal bruges til lokalt, og hvilke projekter der skal have tilskud inden for de af EU udstukne rammer.

LAG-ordningen er både lokal, regional og europæisk

Lokal – fordi de lokale aktionsgrupper er foreninger, der består af borgere og udpegede lokal- og regionspolitikere, der sammen er valgt til at fokusere på netop de projekttyper, der passer til det enkelte områdes særlige karakteristika, men som alle har det til fælles at fremme de tre B’er – bosætning, besøg (turisme) og beskæftigelse (LAG)

Regional – fordi vi arbejder sammen på tværs af kommuner og LAGer i bestræbelserne på at løfte større projekter, og vi puljer med andre fondsmidler for dermed at maksimere effekterne til glæde for erhvervsliv, turister og borgere.

Europæisk – fordi der findes LAGer i hele EU, og hovedparten af midlerne kommer fra henholdsvis EU’s Landdistrikts- og Hav- og Fiskeriprogram. Det betyder, at EU og den danske stat holder nøje kontrol med brugen af projektmid­lerne. Sådan skal det være, men det medfører en del administration.

Det er hverken embedsmænd eller landspolitikere, der bestemmer, hvad pengene bruges til. Det er derimod helt almindelige borgere, foreninger og det lokale erhvervsliv i samspil med lokale politikere, der bestemmer. Vi kalder det ’bottum up’, fordi beslutningerne bliver taget lige præcis der, hvor man ved, hvad det handler om.