Et bæredygtigt rekreativt samlingspunkt ved Helnæsbugten
Projekt: Et bæredygtigt rekreativt samlingspunkt ved Helnæsbugten
Tilskud: 185.000
Link: Beboerforeningen for Brydegaard, Brunshuse og Enemærket
I Brunshuse ved Helnæsbugten ønsker den lokale beboerforening at etablere en ny multifunktionel bade-, havkajak- og bådebro samt et rekreativt opholdsareal på land med bordbænkesæt. Projektet skal genskabe et vigtigt mødested ved vandet, efter den gamle bro blev lukket af sikkerhedshensyn, og samtidig gøre området mere tilgængeligt for lokale beboere, sommerhusgæster, turister, kajakroere, vinterbadere, småbådsejere, vandrere og cyklister.
Broen udvides, så den bliver lettere at bruge for blandt andre gangbesværede og børnefamilier. Der etableres også kajak-/SUP-platform, badetrapper og ekstra fortøjningspladser. Projektet er allerede godkendt af Assens Kommune og beskrives som grydeklart, så arbejdet kan gå i gang, når finansieringen er på plads.
LAG MANKs bestyrelse lagde vægt på, at projektet skaber et konkret og offentligt tilgængeligt mødested, der både styrker det lokale fællesskab og giver bedre adgang til områdets natur. Bestyrelsen så også en klar sammenhæng til LAG MANKs indsatsområder om natur, kultur og fremtidens fællesskaber, fordi projektet bygger på frivilligt engagement, lokal forankring og en langsigtet rekreativ værdi for både borgere og besøgende.
